Anna Line Søgaard: Mellem linjerne
Mobning er ikke sjovt, det er forfærdeligt. Mobning kan ødelægge så meget i et menneskes liv, og jo yngre man er jo værre kan det ende med at blive, især hvis det fortsætter i mange år.
Hovedpersonen har et liv, der er fyldt med mobning. Især fra en bestemt pige og med tiden holder vores hovedperson op med at tale. For hvorfor sige noget, hvis alt det man siger alligevel kan bruges mod en. Men hvordan skal man så komme videre i livet, og hvordan kan man forklare de voksne, at de ikke skal være bekymrede for ens fremtid?
Hovedpersonen kæmper en indre kamp med sig selv, for frustrationerne er meget tydelige og hun vil gerne en masse med sit liv, men hun ved ikke hvordan. Da hun endelig møder en dreng, som accepterer hende og hendes stilhed, forelsker hun sig i ham også selv om han er et tågehoved (ryger hash). Hun bliver mere modig, selv om det ikke er det hun opfatter sig selv som. Men nu hvor slutningen af folkeskolen nærmer sig, ser hun en udvej, ikke mindst fordi hun nu har en, der elsker hende.
Det er en hård men meget relevant ungdomsroman. Den vil være nem at skabe en debat ud fra, da den med garanti rammer ned i mange af de følelser en teenager render rundt med. Og mobning bør italesættes så det kan stoppes. Denne bog er et godt bud på, hvordan man kan trænge igennem til både den der er udsat for mobning, men indirekte også dem der mobber, for her får man en forståelse for, at der er to sider af samme sag. Selv når sympatien bliver hos den det går ud over. Det er velskrevet og fængende.
Et værk som bør læses af mange unge og måske også de unges forældre, så man kan blive mindet om at selv om en teenager ikke siger så meget, så foregår der tit mere end man opdager.
Målgruppe: unge fra 14 år