Chris Colfer: Magi og heltemod
Tag med pigen Brystal på et spændende fantasy-eventyr, hvor magi og magiske væsner pludselig bliver en del af Brystals liv. Velegnet til højtlæsning fra 9 år og selvlæsning fra 11 år.
14- årige Brystal Evergreen bor i Det Sydlige Kongerige sammen med sine forældre og to ældre brødre. Brystals far er overdommer, og begge hans sønner forventes at følge i hans fodspor. Brystal derimod må som pige intet andet, end at lære at sy og forberede sig på ægteskab og da slet ikke læse. Men Brystal kan slet ikke stoppe med at læse, derfor tager hun et rengøringsjob på biblioteket, hvor hun kan læse hele natten.
På biblioteket finder hun de bandlyste bøger, som dommerne holder skjult og som er bøger, der indeholder sandhederne om landets historie! Da Brystal begynder at læse i bøgerne sker der uforklarlige magiske ting i rummet, men Brystal bliver opdaget og sendt på den frygtelige "Støvlestroppen Opdragelsesanstalt".
For i Det Sydlige Kongerige og i de andre tre omkringliggende riger er magi forbudt og straffes i værste fald med døden. Hvis man udøver mild magi, sendes man til landet Mellemrummet, hvor de overnaturlige, som ikke er blevet slagtet, lever.
På opdragelsesanstalten arbejder Brystal meget hårdt, men da den mystiske Madame Weatherberry dukker op, tager Brystals liv en ny eventyrlig og udfordrende drejning. Første bind af en serie på 3, hvor 2. del ” Heksekraft og venskab” er udkommet. Der er en forhistorie til serien, “The Land of Stories", som endnu ikke er oversat til dansk.
Et spændende og magisk fantasy-eventyr der handler om venskab og om at bliver accepteret, som den man er og vil tiltrække de fleste, der holder af at læse fantasy-eventyr.