Jammerbugt Bibliotekernes Biblioteksklub

Jammerbugt Bibliotekerne har etableret en biblioteksklub for alle dem, som gerne vil have mere ud af deres bibliotek og som også ønsker at være en del af et fællesskab. Hvis du er fyldt 18 år og meldt ind som låner på Jammerbugt Bibliotekerne og har en mailadresse, kan du blive medlem af Biblioteksklubben.

Idéen med klubben er primært at få mulighed for en bedre dialog og dermed en tættere kontakt med biblioteksbrugerne.

Efter at have indført selvbetjening på alle Jammerbugt Bibliotekernes afdelinger, er der mange biblioteksbrugere, som vi ikke er i kontakt med, fordi de primært benytter biblioteket i den selvbetjente åbningstid. Disse brugere vil vi også rigtig gerne i dialog med om bibliotekets tilbud.

Samtidig håber vi, at medlemmer af Biblioteksklubben vil fremstå som ambassadører for Jammerbugt Bibliotekerne, således at de kan reklamere for bibliotekets mange tilbud i deres respektive bagland og netværk.

Det er GRATIS at blive medlem af Biblioteksklubben, og du får følgende fordele:

· En fin biblioteks-mulepose i gave, når du melder dig ind.

· Rabat på Jammerbugt Bibliotekernes arrangementer.

· Invitation til medlemsmøder, hvor vi drøfter klubben og biblioteket – og hvor du også har rig mulighed for at komme med ønsker og egne idéer.

· Inspirerende fællesskab og socialt samvær i et nyt netværk.

· Nyhedsbreve fra biblioteket på mail hvert kvartal.

· Med tiden tilbud om eksklusive kulturelle udflugter. Det kan for eksempel være til Krimimessen i Horsens, kunstmuseer i regionen o. lign.

 

 

Kontakt din lokale biblioteksafdeling for at benytte dig af det gode tilbud.