Min skygge er lilla af Scott Stuart
Fars skygge er blå, og mors skygge er lyserød, men barnets er lilla for det kan lide ting fra alle verdner. Ting der både er til drenge og piger. Barnet går både til ballet og fodbold og kan godt lide både tog og heste. Til fest på skolen skal barnet pludselig vælge side: Er du blå eller lyserød? Det viser sig heldigvis, at der er mange flere farver end blå og lyserød. Sød og charmerende rimet billedbog for alle børn fra 3 år og deres voksne.
Af samme forfatter findes bogen "Min skygge er lyserød", hvor det er første skoledag, og barnet tager sin fineste kjole på, men alle kigger, og barnet stikker af fra skolen. Næste dag har far taget kjole på, og så tør barnet godt gå i skole i kjole igen.
Indbydende og lækre bøger. Det er en fest at kigge på illustrationerne, hvor skyggerne lever deres eget liv. De oversatte rim virker lidt konstruerede, men historierne og deres budskab kommer fint igennem alligevel. Fokus er på kønsidentitet og kønsroller med de forestillinger vi har om "rigtige drenge og piger", men bøgerne handler i lige så høj grad om at blive accepteret, som den man er, og at vi alle er forskellige. Det er noget, alle børn har brug for at vide: At de er elskede, præcis som de er.