Valdemarsro - grøn aftensmad

13.09.21
Anbefalet af Anna Marie Toft Sørensen

Mangler du inspiration til flere kødfrie dage eller mere grønt på menukortet? Og har du en travl hverdag, hvor madlavningen ikke må være for tidskrævende? Så er ”Valdemarsro - grøn aftensmad” et must i husholdningen.

Bogen er skrevet af Ann-Christine Hellerup Brandt. Hun er kendt for sin madblog Valdemarsro og den meget succesfulde kogebog ”Valdemarsro – aftensmad”.

I ”Valdemarsro - grøn aftensmad” har hun samlet et udvalg af sine bedste grønne opskrifter og bogen indeholder alt fra salater, hovedretter, tærter, supper og brød til dressinger og snacks.

Bogen er ikke en bog kun for vegetarer, men en snarere en bog for den travle (børne)familie, som gerne vil finde inspiration til flere kødfrie dage og et mere grønt islæt i den daglige madlavning.

En af grundene til at hendes madblog og hendes første bog om aftensmad har vundet stor popularitet, er helt sikkert, at opskrifterne er lette at følge, ingredienserne er til at finde i det lokale supermarked og tidsrammen for et måltid typisk ligger inden for 30-60 min. i tilberedningstid.

Grøn aftensmad er ikke blot en flot og inspirerende kogebog til os, som gerne vil have opgraderet vores kendskab til kødfrie dage og grøn aftensmad. Bogen har også et smukt, enkelt og overskueligt design, med realistiske billeder af retten, som den kommer til at se ud i sin endelige form. Med meget enkle virkemidler kan man får retterne til at ligne en million Her får man ikke præstationsangst, men derimod ”gå på mod” som kok, hvilket også gør bogen meget velegnet, hvis man skal lokke sine teenagere med i køkkenet.

I den forbindelse kan jeg varmt anbefale opskriften ”grillet grøntsagssuppe med tomater og peberfrugter”, som min datter lavede i et snuptag og som hele familien var vældigt begejstret for.

”Grøn aftensmad” får de varmeste anbefalinger fra en middelgod kok og sent arbejdende bibliotekar med teenagere og en lettere grøntsagsforskrækket mand i husstanden.

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Grøn aftensmad : Valdemarsro

Af Ann-Christine Hellerup Brandt (2020)
Inspirerende kogebog fra bloggen: Valdemarsro. Bogen vil glæde alle, der nyder at lave god mad med grøntsager - og so...
Læs mere