Peter Høyer Et skridt tættere på livet
Camino de Santiago, eller Jakobsvejen, er et udbredt net af ældgamle pilgrimsruter, som har startssteder spredt ud over hele Europa, og som alle samles ved Sankt Jacobs grav i Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien.
Peter Høyer får midtvejs i livet et helbredsmæssigt wakeupcall, en forsnævring af kranspulsåren, og på den baggrund begiver han sig ud på den mere end 800 km lange Camino.
Under sin sygemelding tager han sit liv op til revision på gåture i Odsherred, og dér antændes den gnist, der sender ham afsted på den lange camino-vandring ad den franske rute fra Pamplona til Santiago de Compostela i Spanien.
Bogen, der er skrevet som en dagbog, følger loyalt hans rejse på både det mentale og det fysiske plan. Der er lange stræk med ensomhed, der er vabler, tvivl, storslået natur, nye venner og sprogforvirring men frem for alt en spirende optimisme og tid til eftertanke, og da han når i mål, er det med et gladere sind og en sundere krop.
Bogen er et underholdende og eftertænksomt indblik i en midaldrende mands "store rejse", med en god blanding af anekdoter fra livet på Caminoen og det liv, der foregår i hans egne tanker.
En livsbekræftende historie, der nemt kan give læseren lyst til at snøre vandrestøvlerne
Der findes efterhånden en del lignende beretninger fra Caminoen, fx Magiske Camino, Kvartlivskrise på Caminoen, Vejen hjem og Lykke, længsel og linsesuppe (Via de la Plata).