Niels Barfoed: Benedicte – en skæbne

26.10.21
Anbefalet af Inge Nørmølle Pedersen

”Benedicte – en skæbne” er Niels Barfoeds skildring af Benedicte Hergel (1923-1973), Louisiana-stifteren Knud W. Jensens første kone, som efter en heftig forelskelse i sin mands nære ven, Thorkild Bjørnvig, efter to års ægteskab forlod sin mand og vedblev at være dybt forelsket i Bjørnvig resten af sit liv.

Benedicte var en kvinde, ingen talte om, efter hun forlod Vedbæk-parnasset. Hun var ”den ukendte kvinde i det kendte miljø”. Hun forsvandt fuldstændig ud af rampelyset, men er blevet draget frem i Barfoeds bog fra 2013, som nu er blevet aktuel samtidig med Bjørnvigs ”Pagten” fra 1964 om Bjørnvigs forhold til Karen Blixen. Denne er netop filmatiseret. I ”Pagten” omtales Benedicte som ”den ukendte gifte kvinde”, markeret med tankestreger. Karen Blixen var rasende jaloux på hende.

Bogen er blevet til på baggrund af breve, fotos, forskelligt kildemateriale samt forfatterens personlige oplevelser som nært knyttet til Thorkild Bjørnvig.

Brevene er skrevet af Benedicte til veninder og til den elskede Bjørnvig. De er meget velskrevne og bogen er vævet sammen af Niels Barfoeds ligeledes meget velskrevne beretning om ”den ukendte kvinde fra Heretica-kredsen”.

Benedicte forlod efter en 2 ugers affære med Bjørnvig i Bonn i sommeren 1951 både sin mand og Bonn og rejste til London. Bjørnvig forblev hos sin hustru.

Efter en tid borte fra Danmark vendte Benedicte tilbage, blev gravid med en læge, som hun havde haft et forhold til som ung, blev først herefter skilt fra Knud W. Jensen og gift med sit barns far.

Hun vedblev at skrive store mængder breve til Bjørnvig og opsøgte ham også. Denne vidste ikke, hvad han skulle stille op, men var stadig betaget af den smukke, alvorlige kvinde. Bjørnvigs digt ”Ravnen” fra 1968 menes at beskrive Benedicte.

I perioden 1960-63 genoptoges forholdet, men fra 1963 begyndte Bjørnvig for alvor at trække sig ud af kontakten med Benedicte, hun blev indlagt på Sankt Hans første gang samme år . Herefter blev Benedicte tiltagende psykisk syg, og hun tog sit eget liv i 1973.

”Benedicte – en skæbne” er sørgelig, men også fascinerende læsning, og Niels Barfoed modtog da også Georg Brandes-prisen for bogen i udgivelsesåret 2013.

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Benedicte - en skæbne

Af Niels Barfoed (2013)
Om Benedicte Hergels (1923-1973) liv og skæbne herunder ægteskabet med Louisianas stifter Knud W. Jensen, hendes ulyk...
Læs mere