Marianne Tofte: Alletiders Ulf

07.06.22
Anbefalet af Søren Gaarden

Ulf Pilgaard, en af Danmarks største skuespillere, ikke mindst i højden, takkede af i 2021 efter et langt virke i Cirkusrevyen. 40 sæsoner på Bakken er det blevet til, som Dronningen, Prins Henrik, Poul Nyrup Rasmussen og mange mange flere. Det er det de fleste danskere forbinder med Ulf Pilgaard, og det fylder i sagens natur også meget i denne pragtfulde bog.

Men Ulf Pilgaard er meget mere end Cirkusrevyen. Bogen ”Alletiders Ulf” er historien om en mand der oprindelig læste teologi, men hurtigt fik foden ind ved både film, teater og det nye medie på daværende tidspunkt: Fjernsynet. Det er historien om en skuespiller der kom helt tæt på de største scenekunstnere vi har haft gennem tiderne: Dirch Passer, Jørgen Ryg og Preben Kaas, og som også overlevede dem. Og sidst, men ikke mindst, er det historien om et privat menneske, hvis privatliv har budt på store op- og nedture, samtidig med, at det har skullet harmonere med et krævende arbejdsliv.

Alle disse historier bliver smukt præsenteret i en overdådig billedsamling, der alle har en historie tilknyttet. De mange billeder gør bogen let overkommelig at læse, uden at den bliver fundet for let. Man drømmer sig nemt tilbage til tiden hvor Ulf og Dirch giver den gas på scenen, og følelserne kommer helt tæt på en når snakken, og billederne, kommer ind på Ulfs hustrus sygdomsforløb.

Er du til historier fra scenen, serveret på en kulørt og let tilgængelig måde, er bogen simpelthen et must at læse!

Materialer
Marianne Tofte: Alletiders Ulf
  • Bog

Alletiders Ulf

Af Marianne Tofte (2020)
Portrætbog om Ulf Pilgaards liv og virke skrevet som en hyldest i anledning af hans 40-års jubilæum og afsked med Cirkusrevyen. For voksne med interesse for Ulf Pilgaard og dansk showbizz
Læs mere
  • Bog

Alletiders Ulf

Af Marianne Tofte (2020)