Helle Mogensen: Havunger

22.10.19
Anbefalet af bibliotekar Anette Underlin

Helle Mogensen er journalist, og hun debuterer med krimien Havunger. Hun tager udgangspunkt i provinsen, i den fiktive nordvestjyske by Hvertsund.

Her møder vi psykologen Anne Lebæk, der rejste til København, over hals og hoved, for 15 år siden men som nu er vendt tilbage til sin fødeby. Anne har det svært både med byen og med sin mor, og hun har, ligesom mange af heltinderne i de nyere krimier, en lidt plettet fortid.

”Havunger” er en let-læst provinskrimi med let og flydende sprog, en fremadskridende handling og bortset fra enkelte tilbageblik er den kronologisk. Der er korte beskrivelser af miljøet og personerne – i den genre man kan kalde en ”hygge-krimi”, så hvis man kan li´ de gamle krimier fra Kirsten Holst og Maria Lang, så kan man roligt læse med her.

Dette er 1. del af serien med psykologen Anne Lebæk, så vi må jo regne med, at der dukker flere mord op i fremtiden fra debutanten Helle Mogensens hånd.

 

Tags
Materialer
Helle Mogensen (f. 1969): Havunger : kriminalroman
Reservér
  • Bog

Havunger : kriminalroman

Af Helle Mogensen (f. 1969) (2019)
Læs mere