Lyden af Ordkraft

02.06.23
Du kender måske bedst Ordkraft som den årlige ord- og litteraturfestival i Aalborg i april måned. Men Ordkraft er mere end dét. Bl.a. dukker Ordkraft op ved forskellige begivenheder i løbet af året. Og så har festivalen udgivet en podcast, der giver dig indblik i aktuelle udgivelser og spændende forfatterskaber.

Ordkrafts podcast udkom med første episode den 1. april 2023. Her møder vi krimiforfatter Katrine Engberg undervejs på oplæsningsturné i Thy – en landsdel, som hun både har personlige, familiære rødder i, og som hun bruger aktivt i sine bøger, bl.a. den seneste krimi, ”Det brændende blad”. Engberg fortæller om relationen til det nordjyske, og hvordan den præger hendes seneste bøger.  

Russiske forfattere og nordisk mytologi

Afsnit nr. 2 i podcasten er optaget under årets Ordkraft-festival til et foredrag med Politikens chefredaktør Christian Jensen. Han formidler sin læsning af klassiske, russiske forfattere som Dostojevskij, Tolstoj og Gogol og deres beskrivelser af det Rusland, der har fostret en politiker som Putin. Derudover fortæller Jensen, hvordan han bruger skønlitteraturen i sit eget liv.

Tredje afsnit af Ordkrafts podcast præsenterer forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen, som i øjeblikket har stor succes med sin serie ”Vølvens vej”, inspireret af nordisk mytologi. Hun fortæller bl.a. om sin kvindelige hovedperson Snehild og om udfordringen i at gøre de mytologiske fortællinger vedkommende og aktuelle.

Sankt Hans på fortidshøjene

Lige netop Anne-Marie Vedsø Olesen medvirker også i et af de arrangementer, hvor Ordkraft dukker op uden for festivalsæsonen: Sankt Hans-fejring på Lindholm Høje i Nørresundby den 23. juni. Ikke blot kan man opleve Vedsø Olesen i samtale om sit forfatterskab. Det er også hende, som holder båltalen, inden blusset tændes på de smukke høje, og kammerkoret Coro Misto synger for.

Ordkrafts arrangementer kan findes og følges på festivalens sociale medier samt på ord-kraft.dk Podcasten Ordkraft findes på Spotify og de øvrige, gængse podcast-tjenester. Fjerde afsnit af podcasten lanceres omkring 1. juli og byder på interview med forfatter Bent Haller, som modtog Ordkraft-prisen 2023 – også en podcast optaget under årets festival. Oplagt lytning til din sommerferie...

Tags