Mette Eike Neerlin:Hest, hest, tiger, tiger
Anmeldelse af: Mette Eike Neerlin: Hest, hest, tiger, tiger
Anmeldt af bibliotekar Anna Kristensen
Jeg har en svaghed for de forfattere, der formår at skabe skæve personer i deres bøger. Det være sig børne – eller voksenbøger… I dette tilfælde er det en bog for de 11-13 årige, men læs den endelig også, selv om du er yngre eller ældre. Bogens forfatter har modtaget Skriverprisen for ”Hest, hest, tiger, tiger”. En pris, der gives til en bog, der udmærker sig ved bemærkelsesværdig vægt på den sproglige, indholdsmæssige og grafiske tilgængelighed.
Vi befinder os i feltet mellem humor og alvor i Mette Eike Neerlins bog. Hovedpersonen er Honey, som går i syvende klasse. Hun har det svært. Meget svært. Hun er født med læbeganespalte og er vokset op med en psykisk handicappet søster. Forældrene er blevet skilt. Faderen er småkriminel og lover altid Honey varm kakao. Det får hun dog aldrig, men til gengæld har han næsten altid en ny tatovering, han lige vil vise hende, før han til sidst spørger hende, om hun har nogle penge, han kan låne. Moderen arbejder virkelig, virkelig hårdt på Harrys hælebar, så det er Honey, der sørger for indkøb, de hjemlige pligter og for at tage vare på storesøsteren.
Honey er ikke en stakkel. Hun er heldigvis en rigtig overlever. Men hun har et problem: i uforudsete situationer kan hun godt komme til at stikke en hurtig løgn. Som da hun tager tilbage til skolen for at hente sin glemte passer og dumper ind midt i et aftenskolehold i kinesisk. Damen ved tavlen spørger Honey, om hun er den nye elev Karen, og Honey kommer til at sige ja. Hun kommer oven i købet til at sige, at hun til efternavn hedder Blixen med x. Men hun kommer også til at lære at sige ”Mama huhu”, et kinesisk udtryk, der betyder” hest, hest, tiger, tiger”, dvs. noget, som ikke er godt men alligevel kunne være meget værre. Det bliver et slags livsmotto for Honey.
Og så sker der også det, at hun kommer til at lyve over for buschaufføren, så hun havner på Frederiksberg i stedet for at komme hjem, og en mand spørger, om hun hedder Naja, og om det er hende, der skal besøge den ældre herre Marcel, der ligger for døden på hospice. Og Honey svarer ja til det hele, og selv om Marcel godt kan se, at hun ikke er Naja, så udvikler der sig alligevel et varm og rørende venskab mellem de to. De hjælper hinanden med at komme videre. På hver deres måde.
Det er svært at forestille sig, at en bog kan være ret meget bedre.