Det smelter
Det smelter

Lize Spit: Det smelter

11.02.19
Anmeldt af bibliotekar Anna Kristensen

Der udkommer (heldigvis) mange bøger. Der udkommer også mange GODE og LÆSEVÆRDIGE bøger. Og så udkommer der fra tid til anden en bog, som blæser én omkuld fra alle retninger. Sådan en bog er den unge belgiske debutant Lize Spits roman: Det smelter

Romanen blev i Belgien betegnet som ”et langtrækkende missil, der først bare kaster en mørk skygge, men der på rammer med kalkuleret præcision”, og en anden anmelder kaldte romanen ”en litterær sensation”.

Jeg er mere end enig. Jeg har sjældent læst så velskrevet, barsk og nådesløs en roman. Spit er kompromisløst grusom både over for sine læsere og over for sine romanfigurer.

Romanen har to tidsspor. I det ene spor er vi tilbage i sommeren 2002 i den fiktive flamske landsby Bovenmeer, hvor vi følger tre teenagere, som er klassekammerater og de tre eneste børn, som blev født i landsbyen i 1988. De betegnes som ”De tre musketerer”, for de er altid sammen – slagterens Laurens, storbondens Pim samt Eva, romanens hovedperson, hvis forældre begge kæmper med alkoholmisbrug og derfor har svært ved at generere overskud til at vise opmærksomhed og kærlighed over for Eva og hendes to søskende.

I det andet tidsspor er vi fremme ved nutiden, og her følger vi Eva dén dag, hun for første gang siden sommeren 2002 tager tilbage til Bovenmeer. Hun har modtaget en invitation fra Pim – han inviterer til indvielse af det nye malkeanlæg på den fædrene gård. Og i dén forbindelse skal det også markeres, at hans storebror Jan kunne være fyldt 30 år. Jan døde i 2002 under omstændigheder, som efterhånden blotlægges i romanen.

Med sig i bilen på vej til fødebyen har Eva en stor isblok…

Hvad skal Eva med denne isblok?

Hvad skete der i sommeren 2002, som gjorde at Eva har mistet kontakten til sine to venner?

Det smelter er absolut ikke en spændingsroman, men man bliver som læser fastholdt i et jerngreb, mens romanen hele tiden skifter mellem 2002 og til 13 år senere, og hvor vi efterhånden får svar på, hvad der sker, når drengestreger udvikler sig til farlig leg. Og hvor skæbnesvangert, det er, når de voksne ingen opmærksomhed viser…

Romanen er for læsere af bl.a. Riebnitzsky Forbandede yngel, Golding: Fluernes herre, Meyers: Sommerbarn, Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi samt Pryds Helle: Vi kunne alt.

Romanen er solgt til udgivelse i mange lande og skal også filmatiseres.

Materialer
Lize Spit (f. 1988): Det smelter
  • Bog

Det smelter

En ung kvinde fra en dysfunktionel familie kæmper for at lægge barndommens dystre oplevelser bag sig. For at komme videre med sit liv, tager hun til en genforeningsfest og står ansigt til ansigt med fortiden
Læs mere
  • Bog

Det smelter