Helena Dahlgren: Sjælerytterne - Jorvik kalder
Lisa på 15 flytter til den smukke ø Jorvik med sin far, der har fået job på en boreplatform. De er vant til at flytte, men denne gang vil meget være anderledes. For dem, der kan lide heste og fantasy. Kan læses fra 12 år og opefter.
Det er første bog fra den svenske forfatter på dansk, og den handler om pigen Lisa og hendes far, som flytter til øen Jorvik. Og det er ikke første gang, de flytter. På grund af farens arbejde har Lisa mange gange skullet lære en ny by, en ny skole og nye venner at kende. Denne gang er det dog uden Lisas mor. Hun døde i en rideulykke, og efter det er Lisa helt holdt op med at ride, selv om hun elsker heste. Men så møder hun Linda, Alex og Anne – og alle hestene fra den nærliggende stald. Lisa forelsker sig straks i hesten Starshine, og nu bliver hun trukket ind i en ældgammel magtkamp mellem gode og onde kræfter. Hun kan dog ikke klare den store opgave alene, så hun får både brug for gode venner og at opnå sjælebånd med den fantastiske hest Starshine og derved blive en af de fire Sjæleryttere.
Indtil videre er der kommet 2 bind i serien Sjælerytterne, og begge bøger bygger på online hestecomputerspil Star Stable, som er et medrivende eventyrspil, hvor du kan opdage en magisk verden til hest og løse spændende mysterier sammen med dine venner. Og er du glad for hestebøger og fantasy, vil bøgerne om Sjælerytterne også være et hit.