Boganmeldelse Percy Jackson

Boganmeldelse af Emil Simonsen Nielsen, 9. klasses praktikant på Fjerritslev Bibliotek

Referat :

Percy Jackson er en fantastisk fortælling om guder og græsk mytologi.

Bogen handler om en helt normal 12 årig skoledreng, som lever i New York. Han er dog ikke helt normal, da han har stærk adhd og kan holde vejret under vandet i enorme mængder af tid. Da ham og hans klasse tager ud på tur til et stort museum i New York, sker noget besynderligt. En af hans matematiklærer viser sig at være et monster, og ved et ”uheld” kommer Percy til, at pulverisere hende sammen med hans bedste ven Grover og læreren kaldet Chiron. Efter denne voldsomme episode begynder Percys liv at ændre sig drastisk. Han finder ud af, at han faktisk er søn af en af de græske guder, men hans mor er et dødeligt menneske. Derfor bliver han sendt til en lejr for det man kalder halvguder, altså halve guder og halve mennesker. I lejren kan ingen af de mange monstre, som febrilsk prøver at fange de magtfulde halvguder, komme ind. På vejen til lejren bliver Percy, hans ven Grover og Percys mor jagtet af en kæmpe Minotaur. Percys mor ender med at ofre sig for, at Percy og Grover kommer sikkert ind i lejren. Episoden efterlader en lamslået og såret Percy Jackson tilbage i lejren. Han har ingen bekendte, og han får informationen om at jorden måske er på vej mod dens undergang.

Percy finder ud af at den største gud af dem alle, Zeus har fået stjålet sit våben nemlig tordenkilen. Han beskylder Percy for at have stjålet det, og den eneste måde Percy kan rense sit navn på er ved, at han finder den skyldige. Hvis ikke han gør dette, vil Zeus erklære krig mod de andre guder. Percy får dog ti dage til at finde den skyldige, så han kan rense sit navn. Hans hovedmistænkte er dødsguden Hades, som har sit rige i underverdenen, hvor også Percys afdøde mor ligger. Derfor tager han og hans 2 venner ud på en farefuld rejse for at redde Percys mor og resten af verdenen.

 

Egen mening:

Percy Jackson Lyntyven er en velskrevet fantasy bog om guder og græsk mytologi. Den er spændende fra start til slut, og den giver læseren lyst til konstant at læse mere af den. Karaktererne i bogen bliver beskrevet på en måde, så man har en klar tanke om, hvordan de ser ud. Samtidig holder de stadig den græske mytologis mystik over dem. Det gør læseren mere hooked på, hvad der egentlig gemmer sig bag deres facade. Der er et par svære ord og de kommer fra de mange græske mytologiske udtryk og væsener. Forfatteren prøver på bedste måde, at forklare hvad de mytologiske udtryk betyder, men nogle gange glemmer forfatteren det, og læseren sidder tilbage med en fornemmelse af, at han/hun ikke helt forstår meningen med dele af bogen.

Slutningen i bogen er velskrevet med et plottwist, som man ikke havde set komme. Den slutter af på en cliffhanger, så man har lyst til at læse den næste bog i serien kaldet, Percy Jackson ”Uhyrenes hav”. Bogen kan til tider være en smule forvirrende, hvis man altså ingen viden har om græsk mytologi. Hvis man dog bare har en ide om, hvad udtrykkene betyder, giver det også læseren en masse ”nå ja” eller ”aha” oplevelser. De oplevelser vil jeg som læser ikke selv være foruden. Forfatteren skriver genialt om den græske mytologi, og det føles hele tiden nyt, da næsten ingen forfattere skriver i så udbredt grad om den græske mytologi. Derfor har læseren altid lyst til at læse mere, da der hele tiden kommer nye absurde væsener, fjender og venner.

Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner.

Percy Jackson Lyntyven gav mig en god læseoplvelse og udover de til tider svære ord, gav bogen mig lyst til at læse de næste i serien. Jeg synes at bogen er en af de bedre bøger jeg har læst til  dato. Den er også blevet populær hos andre, for Chris Columbus og 20th Century Fox lavede i 2010 en film baseret på bogen. Det kunne de efter min mening godt have været foruden, for filmfolkene tog egentlige bare bogens koncept, og gjorde det til noget mindre vellykket. Det skal dog ikke tage noget væk fra den fantastiske bogs ære.

Materialer