Kort nyt

Thunderjets, Otto Brandenburg og pengesedler

Så nåede sæson 7 af Sygeplejeskolen til vejs ende, og drengene kunne ånde lettet op, deres uddannelse blev ikke nedlagt

Af Johan

. Og I læsere kan også ånde lettet op, for selvfølgelig har vi en sidste dosis litteraturanbefalinger klar til jer.

Ugens patienthistorie blev en ung flynavigatør med stærke smerter, som i første omgang blev tilskrevet flyskræk, og med god grund. Datidens nye smarte vidunder indenfor fly var de amerikanske F24 Thunderjets, men de holdt desværre mere end de lovede, med den ene ulykke efter den anden. I sin bog: "Danmarks jagerfly - fra Spitfire til F16", har Ole Rossel skrevet en historisk gennemgang af samtlige jagerfly i det danske flyvevåben, også de famøse Thunderjets, en bog vi varmt anbefaler, hvis man er nysgerrig på Flyvevåbenets isenkram.

Sygeplejeskolen er en tv-serie med nostalgi ud over alle grænser, og nostalgisk bliver man også, da Else hiver lønnen for hendes og Finns ugebladsnovelle frem, fine gamle pengesedler, flottere end i dag vil nogen mene. Har du lyst til at svælge i nostalgien indenfor dette område, anbefaler vi Jørgen Steen Jensens bog: "Danske mønter og sedler: krone og øre fra 1875 til i dag". (Bogen er fra 2001, så den indeholder i sagens natur ikke de pengesedler vi har i dag.)

Og endelig kunne Dr. Friis og Frk. Sommer sige ja til hinanden, og efter at Christian havde smidt sin lillebror på porten i forrige afsnit, bliver brylluppet holdt under mere beskedne former, i jazzklubben. Oles orkester står for musikken, med Michelle som sangerinde. Under prøverne hører vi hende synge "What do you wanna make those eyes at me for", en, allerede på det tidspunkt, gammel sang fra 1916. I Danmark blev den for alvor populær i 1960, da Otto Brandenburg fik sit store gennembrud med netop denne sang. Selvom dette gennembrud først finder sted syv år senere i Sygeplejeskolens verden, vil vi alligevel anbefale biografien: "Otto Brandenburg - spor efter en baggårdspuma", som den sidste bog i denne omgang.

Der er stadig mange løse ender vi må vente på at få opklaret til næste sæson: Lader Dr. Fischer Anna være i fred? Hvem er Oles nye kæreste? Og dropper Ibens far fuldstændig at have noget med hende at gøre, eller kommer der et modtræk? Vi må se tiden an til sæson 8, hvor vi vender stærkt tilbage med nye litteraturanbefalinger. På gensyn og tak for denne gang!