Sygeplejeskolen er tilbage, og det samme er Jammerbugt Bibliotekernes litteraturanbefalinger, med udgangspunkt i det nyeste afsnit.
Sygeplejeeleven Michelle kæmper med at sætte sig ind i den danske jargon, og den danske mad, blandt andet klassikeren i det danske køkken, brændende kærlighed. Inspireret af denne ret anbefaler vi Thomas Hermans bog: "Brændende kærlighed", med mormorretter i klassisk udførelse og med et nyt twist.
Af Johan

Annas elevforeningsmøder trænger til et nyt pust, det sker i form af foredrag, fra den nyoprettede "Æventyrernes Klub", -ja, det staves med æ! Er du lige så interesseret i denne genre anbefaler vi bogen: "Den yderste grænse: vilde pionerer, opdagelsesrejsende og ekspeditioner", som er fyldt med rejseskildringer fra eventyrlystne kvinder (og mænd).
Og endelig får lille Iben en, for datiden, særdeles populær fødselsdagsgave: påklædningsdukker. Minsandten om der ikke også er skrevet en bog om dette legetøjsfænomen: "Pigedrømme, danske påklædningsdukkers historie", som vi også varmt anbefaler.
Vi vender stærkt tilbage i næste uge med nye litteraturanbefalinger fra Fredenslund Sygehus.