Natasha Illum Berg: I Merubjergets regnskygge

23.11.21
Anbefalet af Hanne Jensen

Storvildtjæger og forfatter Natasha Illum Berg, som bor og arbejder ved Merubjerget i Tanzania, begyndte i 2011, gravid med sin datter, at skrive breve til hende over de følgende to år. I teksterne fortæller hun om sit daglige liv med datteren og de indfødte, der omgiver hende. Hun reflekterer over liv og død og fortæller om bøffeljagter og sorgen over elefanter, der falder for krybskytters begær og om kærligheden til sin skandinaviske familie og sin far, der døde kort efter datteren Minks ankomst til verden.

Forfatteren er født på et gods i Sverige, opvokset på Nordsjælland, og til trods for alle guldskeerne i munden, valgte hun at rejse til Afrika for at blive storvildtjæger. Først 5 år i Tanzania, så 5 år i Kenya, hvor hendes store kærlighed bliver skudt på hendes trappe.

Så flytter hun tilbage til Tanzania, og hun finder selv jorden, for foden af Merubjerget, i det nordlige Tanzania, hvor hun køber sin 1½ Hektar jord, og bestiller håndværkere til at bygge sit hus. Da hun ankommer til byggepladsen, sidder Laito og vogter over træet som skal huset skal bygges af. Laito er af Sandwe-stammen, som faktisk er verdens ældste menneskelige slægt, og han tager ejerskab af hende og hendes hjem. han kommer og gør rent for hende, selv om han ikke er særlig god til det, men han kom sammen med huset, og hører efterhånden til i huset.

Hun skriver om det at blive accepteret, og at der sidder en kriger – en masaikriger med sit spyd og passer på, at uglen ikke sætter sig på hendes hus, da uglen ifølge Masai’er betyder død, mens det for forfatteren betyder visdom. Hun beskriver at de lokale høvdinge slagter et dyr, og drikker blodet sammen med hende for at give barnet styrke.

Bogen er poetiske tekster om livet, døden og kærligheden til naturen på storvildtjagt i bushen. Den henvender sig til læsere af eventyrlige fortællinger om et usædvanligt kvindeliv, og til dem, der reflekterer over livets værdier – og det at blive mor som 40-årig, hvor hun er mere urolig for at tage fra sit barn, end for at møde aggressive vandbøfler ude i den afrikanske bush.

Hun skriver poetisk og med kærlighed, kærlighed til sin far som hun mister, og han er allermest ked af, at han har givet hende kærlighed til Afrika, i stedet for at være hjemme på Nordsjælland. Det er en velskrevet hyldest til livets cyklus og den verden, datteren bliver født ind i. Hun skriver utrolig sanseligt og bevægende om sit liv og sin kærlighed til datteren, familien, og om samhørigheden med naturen på safarijagt efter bøfler.

Man skal læse om kvinden, som bliver tilkaldt, når der er en krokodille, der hærger en landsby, og som allerede har rykket en arm af en lille pige. Den fortæller om det at leve på et andet kontinent, og leve uden alverdens bekvemmeligheder, være mere bekymret for at tage fra sit barn, som ellers har en udmærket barnepige, end at møde aggressive vandbøfler – som er noget af det farligste man kan møde.

Materialer
  • Bog

I Merubjergets regnskygge : breve til min datter

Poetiske tekster om livet, døden og kærligheden til naturen på storvildtjagt i bushen. Til læsere af eventyrlige fortællinger om et usædvanligt kvindeliv, og til dem, der reflekterer over livsværdier
Læs mere
  • Bog

I Merubjergets regnskygge : breve til...