Fra sagogrød til smoothie: på opdagelsesrejse i danskernes madvaner fra 1940 til i dag
Fra sagogrød til smoothie: på opdagelsesrejse i danskernes madvaner fra 1940 til i dag

Inger Abildgaard: Fra sagogrød til smoothie: på opdagelsesrejse i danskernes madvaner fra 1940 til i dag

16.03.20
Anbefalet af bibliotekar Søren Gaarden

”Hvad skal vi have og spise?”, er et spørgsmål som er blevet stillet mange gange op gennem tiden. Svaret har varieret meget, alt afhængig af hvilken tid man har levet i. Det er den historie Inger Abildgaard fortæller om i denne bog om danske madvaner, og madkultur. Historien starter i 1940’erne i en tid med rationering, erstatningsvarer og spareopskrifter, og fortsætter op til vore dage, hvor lakrids og chili er hyppige ingredienser i maden, og veganske udgaver af kødretter vinder frem. Alt hvad der er derimellem jeg lade være op til læseren at søge svar på i bogen, og det er bestemt ikke kedeligt. For sproget i bogen er lige til at blive helt lækkersulten af, og ydermere er bogen garneret med de skønneste billeder af retter og madvarer fra de forskellige perioder.

Man vil opleve genkendelsens glæde ved mange glemte retter, og måske ligefrem studse over nogen af de gamle madskikke. Personligt er det første gang jeg hører om, at franske kartofler oprindelig blev lunet, for derefter at blive serveret til stegen med sovs til, i stedet for de rigtige kartofler. Når man læser bogen, kommer man til at forstå, at historien om mad ikke kun handler om mad, men også om os selv. Madens udvikling hænger nøje sammen med vores egen udvikling, for faktorer som højkonjunktur, sparetider, miljøbevidsthed, sundhedsbølge, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har alt sammen været med til at præge den mad vi spiser. For hvad gør man for eksempel når hustruen får arbejde, men samtidig skal stå for de huslige pligter, herunder aftensmaden? Det er en af grundene til, sammen med ny teknik, at dybfrost, færdigretter og konserves blev udbredt i 60’erne.

Bogen henvender sig naturligvis til de madinteresserede, samt til nostalgikere, og kan sagtens føjes til ”familien” af nostalgibøger, der blandt andet omfatter: ”Danskernes egen hverdag”-serien, og Ove Dahls ”Tilbage til..”-serie med årtierne. Kunne man lide dem, vil denne bog også være en sand lækkerbisken.